Der er ingen tvivl om at skærmens manglende success over for bogen blandt andet skyldes sidstnævntes manifeste natur: Jo større bog en mand har skrevet jo større prestige. Et ikke helt indlysende standpunkt. Tænk på evangelisten Matthæus, en af verdens flittigst citerede forfattere, hvis hele overleverede produktion kan stå på 42 sider.[1] En anden grund er naturligvis internettet, der jo som bekendt er demokratisk. Den omstændighed at det er nemt og billigt at producere en tekst har paradoksalt nok bragt mediet i voldsom miskredit. Nu kan enhver manisk landsbytosse få sin mening offentliggjort, og denne mangel på censur, repressiv, økonomisk eller adgangsmæssig, har gjort at læseren er blevet nødsaget til at tænke selv for at vurdere indholdet. Og det har nu aldrig været populært.
En elektronisk redaktør er en person der beskæftiger sig med etablering og indretning af en elektronisk, dvs. datamatisk læsbar tekst. Grundlaget - et faktum der af og til overses - ikke mindst af elektroniske redaktører - for en elektronisk udgave af en tekst er en etableringen af en tekst. Som al moderne tekstbehandling - lige fra forretningsbreve til egentlig skønlitterær produktion - foregår tekstetabling sædvanligvis elektronisk, hvormed vi er tilbage til den elektroniske redaktør. Det er vigtigt at skelne følgende to opgaver fra hinanden: Etableringen af teksten som sådan og præsentationen af den etablerede tekst på en skærm. Der kan også være tale om et andet medie, men lad os nu i denne konferences navn kalde mulige datamatiske medier en skærm. Bliver vi i den datamatiske verden kan man sige at det drejer sig om inddata, database og uddata i det klassiske mønster:
etablering → el.tekst → skærm
inddata → database → uddata
Herefter kan alle se at der er tale om to asymmetriske, modsatrettede processer[2].
(Lad mig her kort indskyde en opklarende note: Med ordet database er der ikke forudsat nogen bestemt teknik eller implementation, men alene en abstrakt samling af informationer, her informationer om en tekst. Ved abstrakt forstås her bl.a. at den er usynlig. Man kan kun læse en gengivelse af den. Slut på opklarende note)
På dette tidspunkt kommer redaktørens gode ven sætter Jensen ind på banen med sin bog. Vi får altså pludselig følgende noget mere komplicerede situation:
etablering → el.tekst → skærm
↓
bog
eller måske endda:
etablering → el.tekst
↓
bog
idet den elektroniske udgave, som præsenterer den elektroniske redaktørs fornemste arbejde - det der kan ses - har en sørgelig tendens til at blive overset i såvel processen som slutproduktet. En bog ved vi jo dog stadig hvad er, og af egentlig nyfilologiske editioner som beskæftiger nærværende netværk, der udelukkende sigter på en elektronisk gengivelse, findes såre få. På en nyligt afholdt konference udtrykte en af deltagerne det sådan: »Jeg udgav min digitale tekst indlagt i en bog. Det var min første og fataleste fejltagelse. Anmelderne tog bogen og smed cd-rom'en væk, i den tro at der var tale om irrelevant, populariserende biledmateriale«.[3]
Men selv hvor det ikke går så galt har bogen som medie en påtrængende måde at påvirke selve dataindsamlingen og den interne repræsentation. Lad mig først give et simpelt eksempel:
Vi har i eksemplet at gøre med en ufuldkommen grundtekst. Det drejer sig om en journal (dagbog eller notesbog) som tidligere har været udgivet på tryk. Dele af den originale håndskrevne bog eksisterer stadig mens resten kun er overleveret indirekte i form af tidligere trykte udgivelser. Som grundtekst for en ny udgivelse ønskes naturligt nok først og fremmest det originale manuskript benyttet, dernæst den mest troværdige indirekte overlevering. Dette vil man videre gerne meddele læseren, således at der ved overgangen til en alternativ tekstkilde optræder et lille hak:
| 3O | 4Det er utroligt, hvilken Naivitet man kan finde endog hos en saa udviklet Forfatter som Heiberg, hvilken letsindig Galimathias i Henseende til Tidens Kategorie, hvilken dramatisk-conventionel Snak, f. Ex. i de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene. Majoren fortæller i Korthed sit Levnetsløb.3 Han ender med, (...)[4] |
|
| |
| 30 4...3 EP I-II, s. 419 (ms. s. 39 if. B-fort.) |
I en note angives tekststedets nøjagtige kilde. Noten refererer til tekststedet med et linienummer i det færdige tryk.
I databasen noteres dette eksempel som følger:
<lin ryk="ind">
<altbeg kil="EPI-II" n="39" msifB="39" spec="hakbag"/>
Det er utroligt, hvilken Naivitet man kan finde endog hos en saa udviklet Forfatter som Heiberg, hvilken letsindig Galimathias i Henseende til Tidens Kategorie, hvilken dramatisk-conventionel Snak, f. Ex. i de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene. Majoren fort&ae;ller i Korthed sit Levnetsl&o-;b.
<altslut spec="hakbag"/>
Han ender med,
Allerede her oplever den elektroniske redaktør store vanskeligheder ved at få anstændige filologer til at arbejde med koder af den slags. Det ser ganske enkelt alt for matematisk ud. Sætteren er mere tilfreds; det svarer ganske udmærket til forlægget for moderne elektronisk sats.
Det fremgår formentlig for selv den der intet kender til dette specifikke format[5] at
markeringen for den indrykkede linie (<lin ryk="ind">) forekommer før markeringen for
alternativ tekstkilde (<alt.../>). Dette er pga. den anvendte formalisme, XML,[6]
fordelagtigt, kort formuleret fordi et <alt>-mærke i visse tilfælde nødvendigvis må forekomme
midt i en linie, og når det kan forekomme i en linie er det praktisk altid at betragte fænomenet
som en del af linien.[7] Et rent formalistisk æstetisk og praktisk synspunkt.
Der sker nu det idet teksten kommer i trykken, at den grafiske layouter indser at det, i de ikke sjældne tilfælde hvor trekanthakket indleder et nyt afsnit, vil være både kønnere og mere læsevenligt at sætte hakket ud til venstre margen:
| 4 Det er utroligt, hvilken Naivitet man kan finde endog hos en saa udviklet Forfatter som Heiberg, hvilken letsindig Galimathias i Henseende til Tidens Kategorie, hvilken dramatisk-conventionel Snak, f. Ex. i de Danske i Paris, 1ste Akt, 12te Scene. Majoren fortæller i Korthed sit Levnetsløb.3 Han ender med, (...) |
Et læsemæssigt rent æstetisk og praktisk synspunkt. Nu er det sætterens tur til at ømme sig. Selv i moderne satsteknik er det behageligst når tingene står i den rækkefølge de skal sættes, altså hak før indrykning. Den tekstetablerende filolog er naturligvis ganske uinteresseret i disse forhold.
Et andet eksempel: Det er, ikke mindst ved gengivelse af et håndskrift, ikke uden betydning hvor grundteksten skifter side. I trykket gengives dette med en lodret streg samt, i margenen, den nye sidetal:
| 33 | denne Spøg er tillige den dybeste Alvor | fordi ethvert Msk. gjør det.[8] |
Ikke sjældent falder sideskift sammen med at forf. begynder på en ny optegnelse. Forf. markerer dette med et dobbeltkors nederst på siden:
|
Gud er vistnok Kjærlighed, men ikke Kjærlighed til Syndere. Dette er han først i Csto É: Forsoningen. |
49 |
Den Eneste, jeg nogensinde har talt liderligt med er egl. den gl. China-Captain, med hvem jeg samtaler hos Mini og som troer, at jeg er 40 Aar gl. Dog er denne Samtalen mere humoristisk. Naar han begynder at fortælle om, hvorledes paa Manila enhver har sin Tøs, ell. om det Comerce han i sin Ungdom har haft med Tøsene (det er hans Yndlingsudtryk) i London, som man beværter med et Glas Grok; »Thi det holde de saa meget af.« – [9] |
Det forekommer overflødigt med den lodrette streg i dette tilfælde idet dobbeltkorset så at sige tager dets plads. Hvis dog dobbeltkorset skulle være anbragt øverst på den nye side, eller hvis der slet intet tegn findes sættes stregen desuagtet efter sidste linie på siden mens sidetallet sættes udfor den følgende blanke linie:
| (jeg maa endelig lyve og angive falske Grunde til mit Sovekammers Indretning) men jeg tør ikke spørge jeg gyser ved netop da at skulle forraade Noget, og dog vilde jeg give Alt for at faae Vished om hendes Tanker! | | |
| 203 |
Enken der lagde 3 Penninge i Tempelkisten gjorde ogsaa et Mirakel ligesom det med de 5 Brød og de 3 Fiske: hun gav mere end de Rige, altsaa forvandledes 3 penninge til Overflod.[10] |
|
|
Præsenteret på tryk fremgår meningen forhåbentlig klart og naturligt, forudsat markeringerne er gjort korrekt og konsekvent. Den tekstetablerende filolog er imidlertid under alt dette løbet skrigende bort. Desværre er det kun denne der kan foretage den nøjagtige og korrekte notation, idet den jo er afhængig af manuskriptets udseende: Stod korset nederst eller øverst på siden? Optegnelsen i databasen er heller ikke vanskelig. Det er et spørgsmål om at anbringe en markering sidst i den ene eller først i den anden optegnelse. Spørgsmålet om streger og margennotation er alene typografiske distraktioner. Hvis så endda filologen kunne gøre sin optegnelse med pen eller blyant, eventuelt en skrivemaskine men under alle omstændigheder på et stykke papir, så lod det sig måske lære. Men med en datamaskine skudt i mellem bliver typografien udelukkende til besvær.
Min pointe med dette eksempel er at trykket ikke nødvendigvis er nogen ideel gengivelse af databasen, og at den tekstetablerende filolog er dårligt hjulpet med at betragte resultatet af sin indsats som en bog. Resultatet af tekstetableringen er en database, og opgaven (for den elektroniske redaktør) bliver herefter at gengive databasen bedst og fyldigst muligt på en skærm, eventuelt i udskrifter på papir, men under ingen omstændigheder i håbløs konkurrence med bogtrykket.
Al dette vedrører tekstetableringen og bogens uheldige indflydelse på den etablerende filolog. Jeg vil nu vende mig mod den nok så interessante repræsentation af databasen i en egentlig elektronisk udgave, skærmen, og dens konflikt med bogen.
Den tekstkritisk udgivelse vi tidligere har set eksempler fra, har valgt at benytte sig af tekstkritiske noter udfra to gode argumenter. Man har valgt at henvise oplysninger om al tekstemendation, alle varianter herunder forfatterens egenhændige ændringer af teksten til tekstkritiske noter udfra det argument at teksten først og fremmest skal være lettilgængelig for den, der ønsker at tilegne sig forfatterens tankeindhold[11]. Man har videre valgt at sætte disse noter på foden af siden udfra det argument at disse for grundteksten så afgørende karakteristika aldrig må skilles helt fra den gengivne tekst. Det er to gode argumenter, men begge uden relevans for den elektroniske gengivelse. Dels konsulteres denne ikke eller ikke primært for at tilegne sig en forfatters tankeindhold[12], men snarere for systematisk at søge, sammenligne eller kontrollere tekstforekomster, dels er skærmen af natur ustabil, dvs. en skelnen mellem én tekstflade, siden, og en anden, fodnoten, er dømt til at få problemer. Endelig er der slet ikke noget der hedder foden på en side. Man kan naturligvis prøve at tilnærme skærmen til bogen og tale om separat rullende vinduer, men det er ikke nødvendigvis den ligefremmeste løsning. Enhver der har prøvet at foretage et print fra en internetside ved hvor skuffende resultatet kan være.
I stedet for den trykte tekst
| 17 |
Herre Gud et saadant stort Værk tænker man vel maa have meget dyb Grund[13]
|
| 17 meget] foran er slettet en |
med fodnote med linienummer og det hele, forstiller jeg mig at skærmlæseren vil være gladere for en såkaldt horisontal-integral repræsentation
|
Herre Gud et saadant stort Værk tænker man vel maa have |
Eventuelt med den mulighed - hvor man vil koncentrere sig om tankeindholdet - med et knaptryk at fjerne det overstregede.
| Fjern slettet tekst |
Andre eksempler kan opbyde større vanskeligheder, ikke mindst sådanne som er genetisk bestemt, dvs. at man ønsker at redegøre for den rolle som sådanne interne varianter har haft for forf.s skriveproces. For eksempel
| 21 |
Sætteren beder for dette Forord. Jeg lo rigtignok lidt af ham[14]
|
| 21 Jeg] først skrevet Han be |
Med den nye ordlyd ønsker noten at antyde at forf. (i modsætning til eksemplet ovenfor) har slettet »Han be« inden han skrev det efterfølgende »Jeg«. Argumentationen herfor kan læseren i dette tilfælde selv læse udaf den gengivne tekst, men der gives andre tilfælde som kun kan læses ud af håndskriftet. Denne oplysning skal naturligvis også fremgå af en elektronisk udgave. Fx:
|
Sætteren beder for dette Forord. |
hvor overstregningen er i en anden farve end i første eksempel. Som man kan forstå er den elektroniske gengivelse ikke fastlagt på dette tidspunkt hvor bogen er på vej i trykken, hvilket nok ikke er heldigt men formodentlig typisk for igangværende bog-og-skærm-projekter. Det kan under disse vilkår være vanskeligt at sikre sig at registreringen er adækvat til begge gengivelser. Jeg er fx ikke ganske enig med de tekstetablerende filologer om det ovenstående »Jeg«'s status. Filologen mener at det på en måde erstatter »Han be«, og vil følgelig gerne have ordet specielt markeret, mens jeg mener at synspunktet er en tilbagevirkende effekt fra den resulterende trykte note hvor det tilfældigvis er lemma. Vi er blevet enige om at der gives andre eksempler og det muligvis sommetider har en særlig status af erstatning, sommetider bare er lemma. Disse somme tilfælde vil vi derfor markere specielt og de vil måske blive gengivet specielt i den elektroniske version. I den trykte kan man ikke se forskel.
Som man måske kan forstå er jeg ingen tilhænger af en opfattelse af den elektroniske udgave (af somme kaldet »den digitaliserede udgave«) som en art gengivelse af trykket på skærmen udfra en fornemmelse af at det er forventeligt af en moderne bogudgivelse at den også kommer på cd eller på nettet. På den måde bliver skærmen et blot appendix til bogen eller en leflen for den ide at intet er virkeligt før man har set det i fjernsynet. Hvis man ikke er i stand til at udnytte skærmens egenart er jeg enig med den konservative del af forlagsverdenen der ved enhver festlig lejlighed med somnambul sikkerhed gentager at bogens dage ikke er talte, at de meget nødig vil have pc'en med i seng til godnatlæsningen eller at de nu engang elsker at sidde og fordybe sig i et leksikon og læse alt muligt om bonsai, bovlam eller bolledej nu de havde fat i bindet med b for at slå Bohuslän op (det er i øvrigt ikke sandt at denne type ufrivillig informationsopsamling er forbeholdt eller blot typisk for bogen; jeg er sikker på at det forekommer adskilligt oftere ved ustruktureret søgning på nettet eller i elektroniske opslagsværker og at det var det vor lærde kollega Svedjedahls indlæg om »zaplæsning« skulle have handlet om).
Hvad kan denne særlige skærmens egenart da være? Det er jo fx givetvis søgning (hvis man blot sikrer sig at ordsøgning i en elektronisk udgave ikke bliver en erstatning for et ordentligt sagregister) eller hurtige opslag og kopiering af citater (når en sagfører skal slå op i love for at skrive et responsum eller en præst i bibelen for at skrive en prædiken, sans comparison i øvrigt). I den tekstkritiske udgave som jeg nu et par gange har hentet eksempler fra og som måske vil være relevant i et forum af nyfilologiske udgivere, er den elektroniske udgave udset til at indeholde yderligere materiale som alene pga. sit omfang ikke vil kunne trykkes. Der er tillige tale om materiale som bedst lader sig læse på skærmen, og disse to karakteristika gør altså materialet unikt for skærmen. Der findes med andre ord ingen boglig konkurrent og man er ved tekstetableringen nødsaget til alene at tænke i skærmnære baner. Det vi her taler om er dels visse leksikalske oplysninger udover bogens realkommentarer, dels forarbejder, kladder eller alternative udgaver af værket.
Med hensyn til det sidste er det hensigten at udlægge de alternative udgaver i tekstuelle lag og udstyre læseren med muligheder for at samlæse disse, enten for på denne måde at blive klogere på forf.s arbejdsmetode eller vinde indsigt i værkets fortolkning. Indsigt i fortolkningen er imidlertid netop hvad filologen søger som en del af den traditionelle etablering og emendering af den endelige udgave. Eksempel: I den trykte nyudgivelse står der:
| SKS-B | det er ligesom han ikke behøvede at bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel.[15] |
I udgavens grundtekst står der imidlertid
| A | det er ligesom han ikke behøvede at bruge, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. |
Det forekommer altså som om det ene »det« i frasen »det, det« er faldet ud i det originale tryk. Dette påstår udgiverne ikke uden belæg, thi den gengivne ordlyd fremgår netop af en bevaret renskrift, som har fungeret som trykforlæg for A. Dette giver anledningen til en note i den trykte version:
|
bruge det, det] r, bruge, det A |
SKS-B betegner den emenderede gengivelse af grundteksten, A, identisk med bogens gengivelse. Hvis den elektroniske udgave er en loyal kopi af bogen og gengiver grundteksten i emenderet form sammen med alternative forlæg, herunder renskriften, r, opstår altså flg. situation:
| SKS-B | det er ligesom han ikke behøvede at bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. |
| r | det er ligesom han ikke behøvede at bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. |
De to lag er ens. Grundlaget for emendationen (forskellen på A og r) som fremgår af noten er forsvundet. Der er opstået et fænomen som vi kan kalde falsk invarians. Et andet eksempel: Den trykte udgave har:
| SKS-B | Træffer den et menneske, der på det spørgsmål, hvortil han har den, ikke kan svare Andet, end at han ikke ret selv veed det,[16] |
| A | Træffer den et menneske, der på det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, end at han ikke ret selv veed det, |
|
har den] SKS, har det A; har det K, R |
Her har udgiverne - rimeligvis stærkt presset - imod alle tekstkilder korrigeret det til den [nemlig Magten]; noten meddeler at såvel kladden K som renskriften R har den fejlagtige neutrumsform. Gengiver vi samtlige lag, grundteksten dog i den emenderede form, har vi altså:
| SKS-B | det spørgsmål, hvortil han har den, ikke kan svare Andet, |
| R | det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, |
| K | det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, |
På trods af total enighed mellem alle lag varierer det øverste lag. Emendationen har forårsaget en falsk varians.
Falskheden er kun mulig at indse gennem kendskab til noten, som således påtvinges den elektroniske tekst. Dette på trods af at noten jo umiddelbart skylder sin eksistens det faktum at bogen kun kan bringe ét tekstlag, og således er irrelevant for skærmen. Resultatet af at skærmen loyalt skal gengive bogens emenderede tekst, fører altså til at det elektroniske apparat ikke umiddelbart er i stand til at påpege de tekstvarianter som har ført til emendationen.
Umiddelbart, siger jeg, thi der findes et antal måder at løse konflikten, hvoraf en påklistret note er den ene. Men for den gode provokations skyld skal jeg her plædere for den radikale, at man i en elektronisk tekst af denne art (dvs. hvis formål er fremstilling af et værks tekstlag) antager en modsat holdning af den tidligere citerede: I stedet for primært at fremstille tekstens tankeindhold og henvise varianter til afsides noter bør man fremstille teksten i sin pureste form og henvise emenderingsforslag til afsides noter. Disse vil da kunne indskrænkes til netop typen: rettelser mod alle tekstkilder.
| A | det er ligesom han ikke behøvede at bruge, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. |
| r | det er ligesom han ikke behøvede at bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel. |
| A |
det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, |
[anbring cursoren over det] |
| R | det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, | |
| K | det spørgsmål, hvortil han har det, ikke kan svare Andet, |
For fuldstændighedens skyld vil jeg nævne begrebet stiltiende rettelser, herunder harmoniseringer, der er uproblematiske i denne sammenhæng netop ved at være stiltiende. Den hermed slørede varians (falske invarians) er uinteressant netop udfra den argumentation som tillod os at rette stiltiende. Endvidere vil også alternative lag kunne rettes stiltiende.
| En forudsætning for at samme tekstetablering kan føre til alternative udgivelser, bog og skærm, er at denne ikke retter sig mod bogens tryk, men mod en abstrakt database hvoraf de konkrete gengivelser kan udledes. |
| Hvis en bogudgave og en skærmudgave ikke adskiller sig i deres gengivelse eller ved deres indhold må mindst en af dem være uinteressant. |
| Gengivelsen må være målrettet mod udgavens indhold. |
2. Medmindre teksten er »født« elektronisk må inddata hentes i en eksisterende (trykt eller skreven) teksts fremtræden og uddata udgør modsat denne teksts gengivelse. Databasen udgør tekstens abstrakte intention. Herover har nærværende forfatter filosoferet ved en tidligere lejlighed, Kynde 1996.
3. Edward Vanhoutte (Vanhoutte 2000).
4. JJ:106 i Kierkegaard 1999, s. 10.
7. Af samme grund er begyndelses- og slutmærke defineret som to principielt uafhængige mærker, idet man ellers måtte være sikker på at de forekom indenfor samme liniebrud. Formalismen kræver altså en rent parentesisk struktur. Både »hakkerne« og liniemarkørene er i øvrigt eksempler til fordel for en ikke-parentesisk kodning som fx forfægtet af Claus Huitfeldt, se Sperberg-McQueen 1999, p29.
8. JJ:90.
9. JJ:113.
10. JJ:350-351.
12. Vi ser her bort fra forekomsten af e-bøger og disses evt. fremtidige success.
13. JJ:81.
14. JJ:93.
Mattæus 1992, »Mattæusevangeliet« i Bibelen, paperbackudgave, København.
Kierkegaard, Søren 1998, »Tre opbyggelige Taler 1843«, i SKS, bd. 5. København.
Kierkegaard, Søren 1999, »Journalen JJ« i SKS, bd. 17, prøvehæfte. København.
Kynde, Karsten 2001, Kierkegaard Normal Format (1), an XML application. To appear.