Synoptiske udgaver i elektronisk form

Denne artikel[1] beskæftiger sig med en elektronisk udgaves muligheder for at gengive alternative tekstlag synoptisk. Ordet ‘synoptisk’ skal i denne sammenhæng forstås brugt om en udgave som gengiver flere sammenlignelige tekster i deres fulde længde i en opstilling hvoraf lighederne fremgår. Der benyttes to gennemgående eksempler. Det ene er fremadrettet, hvor en færdig tekst ændres og varieres i senere udgaver. Det andet er bagudrettet, hvor den færdige tekst betragtes i lyset af tidligere forlæg og kladder.

I

I 1898 skrev Henrik Pontoppidan det første bind af fortællingen Lykke-Per og de følgende år indtil 1904 fulgte resten af værket i ujævn udgivelsestakt. Så sent som i 1902 lader Pontoppidan på sidste side af bind 6 læseren vide at “Fortællingen om LYKKE-PER udkommer i syv (højst otte) tvangfri Hefter” og ikke så snart er bind 8 færdigt i 1904 før han meddeler, ligeledes på sidste side:

En ny, gennemset, lidt forkortet Udgave af Fortællingerne om Lykke-Per vil udkomme efter Nytaar. Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk.

Den således varslede andenudgave udkom i 1905 og fyldte tre bind. Derpå fulgte en uændret tredjeudgave og endelig i 1918 en fjerdeudgave i to bind. I 1898 havde forfatteren netop udgivet tredjeudgaven af sin første store roman Det forjættede Land. Dette værk, hvis tilblivelsesproces i store træk følger Lykke-Pers hvad udgivelser og omarbejdninger angår, var et gennembrud for forfatteren, og i 1917, året før han endelig lægger sidste hånd på begge værker, modtager han Nobels litteraturpris. Det er et gammelt ønske blandt pontoppidanforskere at få samlet den ultimative tekstudgave af Pontoppidans store romaner med varianter. Til nu har dog den blotte vægt af materialet stillet sig hindrende i vejen for en sådan udgave på papir; i 1997 udkom imidlertid en cd-rom,[2] hvor alle Det forjættede Lands fem udgaver er samlet med mulighed for at gøre relevante sammenligninger. I 2002 er cd-rom’en suppleret med første-, anden- og fjerdeudgaven af Lykke-Per,[3] og dermed resterer kun den tredje store roman De Dødes Rige (1912-22).

II

Ved sin død i 1855 efterlod Søren Kierkegaard forarbejder til næsten alle sine værker: kladder, udkast, renskrifter, korrekturark. En del af disse er trykt i udvalg, dvs. fortrinsvist sådanne som varierer meget eller på særlig interessant vis fra det færdige værk. Der er med andre ord tale om et selektivt såvel som subjektivt skøn. Også manuskripter som varierer ganske lidt fra den færdige version, eller som af andre grunde ikke er udgivet, er imidlertid i stand til at give vigtige oplysninger om forfatterens arbejdsmetode. Det er derfor et mål for den igangværende nyudgivelse af Søren Kierkegaards Skrifter at bringe værkernes forarbejder i deres fulde længde for på denne måde at tilvejebringe et positivt variantapparat som viser tekstvarianterne i deres sammenhæng, snarere end det traditionelle negative der fokuserer på forskelle. Vi vil se på Kierkegaards lille morskabsbog fra 1844, Forord.[4] Indtil videre har Søren Kierkegaard Forskningscenteret fremstillet en demonstrationsudgave indeholdende de fire manuskripter som findes bevaret, begyndende med ms. 1, som består af korte, spredte udkast og sluttende med ms. 4, som har fungeret som trykmanuskript.

Hvad er et tekstlag?

Ved tekstlag vil vi forstå tekster der enten 1) består af ord eller fraser som i en vid udstrækning er ens eller som 2) angiveligt udgør det samme værk. I stedet for værk kunne man tale om genstand eller mål. Det angivelige kan ligge i at forfatteren har betitlet teksterne ens, uanset deres forskellige indhold. På den ene side er definitioner vigtige; på den anden side er formålet ingenlunde at træde den filologiske nomenklatura for nær. Vi vil derfor ile videre til følgende, forhåbentlig oplysende eksempler:

Det Nye Testamentes evangelier er ureksemplet på en synopse.[5] Her er der tale om tekstlag efter begge definitioner: Der er et hyppigt tekstmæssigt sammenfald og de beskriver alle tre (eller fire) det samme, nemlig Jesu liv. Oversættelser er et lidt skævt eksempel, som kun kan medtages efter definition 2. Vi vil se nærmere på to andre eksempler: reviderede udgaver (I) og forarbejder (II).

Eksempel I: Lykke-Per

Lykke-Per, 1.udg 1898

I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over

Lykke-Per, 4.udg, 1918

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere, af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af og forargedes over.

Allerede i denne korte indledning finder vi adskilligt godt litteraturhistorisk studiemateriale. Der er både tale om en øget brug af landskabsikoner og en ændring af tidsfæstelsen, både relativt og absolut, en tidsfæstelse som i øvrigt giver forfatteren store problemer senere i romanen.[6] Hertil kommer sproglige fænomener som udskiftning af ord (i > ved) og ændret ordstilling (betragtedes han i mange Aar > han i mange Aar betragtedes).

Eksempel II: Forord

Forord, 1844

At skrive et Forord er ligesom at hvæsse Leen, ligesom at stemme Guitaren, ligesom at snakke med et Barn, ligesom at spytte ud af Vinduet. Man veed ikke, hvorledes det gaaer til, Lysten kommer paa Een, Lysten efter eventyrligen at zittre i Produktivitetens Stemning, Lysten efter at skrive et Forord, Lysten efter disse leves sub noctem susurri. At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dør for at gjække ham; ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi og see paa Brostenene, det er ligesom at slaae med sin Stok i Luften efter Vinden, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser. [...] At skrive et Forord er ligesom at være ankommen med Dagvognen til den første Station, holde i det mørke Skuur, anende, hvad der skal vise sig, see Porten og dermed Himlen aabnet, skue for sig Landeveien, der bestandigen har mere foran sig, øine Skovens forventende Hemmelighed, Fodstiens forføreriske Forsvinden; høre Posthornets Lyd og Echos vinkende Indbydelse, høre Kudskens vældige Smeld, og Skovens forvirrede Gjentagelse, og de Reisendes muntre Samtaler.

Forord, ms. 1.1

At skrive et Forord er ligesom at hvæsse Leen, ligesom at stemme Guitaren, ligesom at snakke med et Barn, ligesom at sytte ud af Vinduet,¹ og man veed ikke, hvorledes det gaar til, Lysten kommer paa Een, Lysten efter at eventyrligen at zittre i Stemning, at skrive et Forord er at jeg skal udtrykke det lidt vidtløftigere^[h]

og efter at levesque sub noctem susurri composita repetantur hora.

^[h] ligesom at ankomme med Dagvognen til en Station, holde i det mørke Skuur, anende det der skal vise sig, see Porten aabnet, see den deilige Egn, Skoven hist, og den forsvindende Fugl, høre Posthornets Lyd og Echo som vinker ad Een, høre Kudskens vældige Smeld, Lett de Reisendes muntre Samtale – og saa ikke komme længere.

¹ ligesom at løbe om og ringe paa en Mands Dør for at gjække, ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi, at skrive et Forord er ligesom at staae og stirre ned i et Hyttefad og see Fiskene røre sig i Vandet; ligesom at slaae med sin Stok hen i Luften efter Vinden, ligesom at fløite for sig selv, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser.

Vi befinder os i dette eksempel i den kronologisk modsatte situation, idet vi øverst har førsteudgaven og nederst det første bevarede udkast fra forfatterens hånd. Vi har her at gøre med et stærkt polemisk, ironisk drilleri og som så ofte hos Kierkegaard, forfattet pseudonymt. Den bærende rammefortælling er en mand der samler på forord til bøger der ikke er skrevet. Her er vi i bogens forord, thi et sådant må jo også denne bog have! Det latinske citat betyder “den sagte hvisken gentages i den aftalte time, når natten falder på” og er et citat af Horats. Ellipsen [...] (øverst) træder i stedet for adskillige forekomster af “at skrive et Forord er ligesom ...”, hvis forlæg findes spredt udover hele ms. 1.1.

Vi har i disse to sidste eksempler at gøre med tekstlag efter begge definitioner. En mængde tekst går igen og der er tale om samme mål fordi Kierkegaard direkte skriver at der er tale om dette værk og opbevarer mss. samlet, og fordi Pontoppidan genudgiver teksten med betegnelsen “fjerdeudgave”.

Vi vil i denne sammenhæng omtale tekstlag som ‘horisontalt’ sammenhængende følger af tekst. Dette skal ikke forstås mere bogstaveligt end at man glimrende kan anbringe teksterne som det er sædvane i synoptiske udgaver, i lodrette spalter. Også det ‘sammenhængende’ er i nogen grad en tilsnigelse, som man vil se af eksempel II: Et tekstlag kan bestå af fragmenterede stykker med løse noter. Senere i ms. møder vi også overstregninger og rettelser som i sig selv udgører nye deltekstlag.

Hvad er en skakt?

Vi har nu set eksempler på tekstlag i horisontal sammenhæng – de skal nu sammenkædes vertikalt. Til dette formål definerer vi en skakt som en afbildning af en identifikator på en mængde af positioner i forskellige tekstlag. Atter undskylder jeg den teoretiske iklædning og uddyber straks med en model for praksis:

En skakt udpeger lighed. Identifikationen af skakter blive dermed en filologisk opgave. Denne identifikation foregår i praksis på flg. måde: I førsteudgaven af Forord anbringes et <skakt>-mærke:[7]

<skakt id="f-07-3">At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dør for at gjække ham;</skakt> ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi og see paa Brostenene, det er ligesom at slaae med sin Stok i Luften efter Vinden, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser.

Tilsvarende i kladden, ms. 1.1:

<not><indv>1</indv>
<lin><skakt id="f-07-3">ligesom at løbe om og ringe paa en Mands Dør for at gjække,</skakt> ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi, at skrive et Forord er ligesom at staae og stirre ned i et Hyttefad og see Fiskene røre sig i Vandet; ligesom at slaae med sin Stok hen i Luften efter Vinden, ligesom at fløite for sig selv, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser.</lin>
</not>

Således kodet kan vi af teksterne udtrække en ledetekst fra hvert lag og fremstille den skakt som vi identificerer med "f-07-3":

Ms. 1.1

⇔ “ligesom at løbe om og ringe paa en Mands Dør for at gjække, ...”

F

⇔ “At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dør for at gjække ham; ...”

I den elektroniske gengivelse vil <skakt>markeringen blive gengivet med en skaktikon ⇕ som repræsenterer et hypertekstspring til skakten, og skakten indrettes med hypertekstspring ⇔ til de markerede steder i teksterne. På denne måde bliver den ‘vertikale’ skakt forbindelsesled mellem de ‘horisontale’ tekstlag.

⇕ At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dør for at gjække ham; ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi og see paa Brostenene, det er ligesom at slaae med sin Stok i Luften efter Vinden, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser.

⇕ ligesom at løbe om og ringe paa en Mands Dør for at gjække, ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi, at skrive et Forord er ligesom at staae og stirre ned i et Hyttefad og see Fiskene røre sig i Vandet; ligesom at slaae med sin Stok hen i Luften efter Vinden, ligesom at fløite for sig selv, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser.

Granularitet

Skakten henviser til positioner i teksten, og bortset fra den korte ledetekst eller lemma som optræder i skakten, markerer <skakt>mærket et punkt i teksten. Dette rejser spørgsmålet om hvorlangt de udpegede tekststykker strækker sig; og ved længere, sammenhængende dele, hvornår det vil være praktisk nødvendigt at markere endnu en skakt. Skakterne inddeler værket i enheder af en vis finhed.

Pontoppidan er meget trofast overfor sine kapitler. Dette gør skaktbestemmelsen enkel; skulle teksten i et kapitel i en senere udgave optræde som to kapitler, deles enten det oprindelige kapitel eller de to senere slås sammen dersom de ligger i forlængelse af hinanden. I Lykke-Per anvendes sidste metode.[8]

I SKS forsøges en praksis som vist, hvor ethvert alinea[9] i enhver tekst umiddelbart giver anledning til en skakt. Derudover har det dog vist sig nødvendigt at kode yderligere specialtilfælde.

Et mere kompliceret eksempel

I tekstredegørelsen for Kierkegaards Forord læser vi:

Forordet til F forklarer bl.a., hvordan Nicolaus Notabene har fået den idé at skrive en bog bestående af lutter forord. Ideen udtrykker et kompromis mellem hans egen lyst til at blive forfatter og en kone, der mener, at denne lyst vil slå skår i deres ægteskabelige lykke. I beskrivelsen af den lille, elskværdige magtkamp mellem ægtefællerne findes en lovprisning af ægteskabet, som ikke kom med i den trykte tekst. Den findes i renskriften, hvor den er blevet slettet med blyant. Med få ændringer genfindes lovprisningen imidlertid i Stadier paa Livets Vei (1845), nærmere bestemt som begyndelsen af “Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser”.[10]

Den omtalte renskrift indgår i Forords forarbejder under betegnelsen ms. 4.1, side 6. Tekststykket rummer den yderligere komplikation, at Kierkegaard har slettet resten af side 6 og derpå henlagt de følgende sider, som herefter betegnes ms. 2. En bestemt frase: Forstanden staaer stille, Phantasien løber med Liimstangen, som Kierkegaard allerede har anført i sit allerførste ms. 1, har tilsyneladende i høj grad behaget ham.[11] Den benyttes i den slettede del og gentages i det følgende, nu i en anden sammenhæng.

Ms. 1.1: Og priset være Ægteskabet, der er sagt meget til det Ære, hvis jeg der kun er en Begynder tør tillade mig en Yttring, da vil jeg sige, at det netop behager mig, fordi det ikke lader sig udtømme ell. forud opdage ved nogen Tænkning. ⇕Forstanden staaer stille, Phantasien løber med Liimstangen,

Ms. 4.1: Priset være Ægteskabet, priset Enhver der taler til dets Ære; hvis en Begynder tør tillade sig en Yttring, da vil jeg sige, at netop derfor forekommer det mig saa vidunderligt, fordi Alt dreier sig om Ubetydeligheder, hvilke dog det Guddommelige i Ægteskabet ved Miraklet forvandler til Betydelige for de Troende. Af samme Grund lader heller Intet sig forud optage eller udtømme ved Beregning; thi dertil er det Alt for ubetydeligt, ⇕og medens Forstanden staaer stille, og Phantasien løber med Liimstangen, og Beregningen regner feil, og Kløgten fortvivler, saa gaaer det ægteskabelige Liv fort, og ved Troens Mirakel foregaaer bestandigen Forvandlingen, og medens det vilde falde mig lettere at forudsige Europas Skjebne og [fortsættes i Ms. 2.1]

Ms 2.1: [fortsættelse af slettet tekst i Ms. 4.1, s. 6] |7| Philosophiens Gang end at forudsige, hvilke Ubetydeligheder, der skal udfylde den Dag imorgen for mig og min Kone, [...] “Du spinder Dig ind i Tankefuldhed fra Morgen og til Aften, men især er det paafaldende ved Middagsbordet.” Jeg sad som paa Forundringsstolen; ⇕men Forstanden staaer stille, Phantasien løber med Liimstangen, Beregningen regner feil, Kløgten fortvivler. Hun reiser sig fra Bordet, hun staaer ved min Side, hun lægger Armen paa Stolens Ryg,

SLV: Priset være derfor Ægteskabet, priset Enhver, der taler til dets Ære; hvis en Begynder tør tillade sig en Yttring, da vil jeg sige, at det netop derfor forekommer mig saa vidunderligt, fordi Alt dreier sig om Ubetydeligheder, hvilke dog det Guddommelige i Ægteskabet ved Miraklet forvandler til det Betydelige for den Troende. Og alle disse Ubetydeligheder have igjen den Mærkelighed, at Intet lader sig forud optage, Intet udtømme ved et løseligt Anslag; men medens |66| ⇕Forstanden staaer stille, og Phantasien løber med Liimstangen, og Beregningen regner feil, og Kløgten fortvivler, gaaer det ægteskabelige Liv fort og forvandles ved Underet fra Herlighed til Herlighed, bliver det Ubetydelige betydningsfuldere og betydningsfuldere ved Underet – for den Troende.

Skakten ser således ud:

F Ms. 1

⇔ “Forstanden staaer stille, Phantasien løber med Liimstangen, ... ”

F Ms. 4

⇔ “og medens Forstanden staaer stille, og Phantasien løber med Liimstangen, ... ”

F Ms. 2

⇔ “men Forstanden staaer stille, Phantasien løber med Liimstangen, ... ”

SLV

⇔ “Forstanden staaer stille, og Phantasien løber med Liimstangen, ... ”

Vi ser her et tilfælde af en skakt med henvisning til flere tekstlag, kun ikke det endelige tryk af Forord, hvori den ikke forekommer, men derimod til Stadier paa Livets Vei.[12] Der er altså tale om et forarbejde til Forord if. definition 2, men til Stadier if. definition 1. Samtidig har vi bevæget os til grænsen af definition 1 på tekstlag, idet den korte frase vel er den samme, men indgår i forskellige meningssammenhænge. Endelig har vi et tilfælde hvor skakten ikke følger alineæ.

Lighed og forskel

Således kodet vil det være muligt at fremvise teksterne elektronisk i en sammenlignende visning. Eksempel:[13]

Den menneskeligt gennemførte skaktkodning anviser hvilke tekster det vil være relevant at sammenligne, mens selve sammenligningen kan ske maskinelt. Man kan sige at den filologogiske opgave ligger i at påpege ligheder, mens det datamatiske udstyr udnyttes til at fremvise forskelle. Med henblik på variantapparat kan man sige at den elektroniske udgave tilbyder læseren et positivt variantapparat i modsætning til det mere negativt orienterede traditionelle variantapparat, hvor alternative kilders forskelle påpeges.

Når teksterne én gang er kodet er det imidlertid blot et spørgsmål om den datamatiske visning, hvorvidt man ønsker det positive eller et traditionelt negativt apparat. Et sådant vil også let kunne uddrages:

Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig < Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden

Mand. < Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser.

ved < i

Beboere, af hvem han derfor < Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa

betragtedes som < som

Særegenheder man afvekslende < Ejendommeligheder man vekselvis

Udgangspunktet er her fjerdeudgaven. Dette for variationenes skyld, og for at vise at enhver udgave principielt kan være udgangspunkt; men det må naturligvis bemærkes at der er tale om en grov tilsnigelse således at sammenholde første- og fjerdeudgave uden at tage hensyn til de mellemliggende udgaver.

I det hele taget er begrebet om én udgave som grundteksten mindre fremtrædende i en udgave af denne type. Det kan måske vise sig som en nyttigt betragtning hvor vi har at gøre med udgivelser hvis endemål er en færdigederet tekst, sammenstykket af flere tekstkilder, sådan som det kan være tilfældet med klassisk-filologiske udgivelser, ganske enkelt fordi ingen tekstkilde omfatter hele værket.[14]

En elektronisk udgave af denne type kan altså udvikles til en hel ederingsmaskine som en udgiver kan udnytte til at etablere en vanlig tekstkritisk udgave. I sidste ende er måske udgiveren den mest interesserede læser af synoptiske udgaver i elektronisk form. Måske den eneste.

Jeg er docent Mats Malm, Göteborgs Universitet tak skyldig for de gode spørgsmål til mit foredrag på Hanaholmen ved NNE’s konference 2002, og som har ledt til overvejelserne i sidste afsnit.

Noter

[1] Artiklen er en opdatering af Karsten Kynde, “Interconnecting Textual Layers”, i ALLC/ACH ’98, Conference Abstracts, Lajos Kossuth University, Debrechen 1998 (http://www.arts.klte.hu/allcach98/abst/abs27.htm).

[2] Henrik Pontoppidan, Det forjættede Land, udgivet for DSL af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild, elektronisk tilrettelagt af Karsten Kynde, Gyldendal, København 1997.

[3] Henrik Pontoppidan, Det forjættede Land, Lykke-Per, elektronisk tilrettelagt af Karsten Kynde, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, København 2002.

[4] Nicolaus Notabene, “Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed”, Søren Kierkegaards Skrifter (SKS), bd. 4, Gads Forlag, København 1997, s. 463.

[5] Se fx Odd Einar Haugen, “Det synoptiske problemet”, Bok og skjerm, Nordisk Nettverk for Edisjonsfilologer, Skrifter 3, Oslo 2001, s. 19.

[6] Flemming Behrendt, “Henrik Pontoppidan. Genetisk-tekstkritiske studier i forfatterskabet, især 1890-1908,” http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secboeger/behrendt/1964speciale.html, afsn. 4.II.

[7] Karsten Kynde, “Kierkegaard Normal Format 1”, Kierkegaard Studies. Yearbook 2003, De Gruyter Verlag, Berlin 2003, afsn. 2.5.4.

[8] I Det forjættede Land anvendtes en anden teknik: Kapitlet fastholdtes som enhed hvorved kronologisk fremadførende skakter bliver andre end de kronologisk tilbageførende. Dette må anses for en uheldig komplikation, se Kynde 1998, s. 107.

[9] Alinea eller linjebrud: stykket mellem forfatterens intenderede linjeskift, også kaldet afsnit eller paragraf.

[10] Johnny Kondrup og Kim Ravn, “Forord. Tekstredegørelse”, SKS, bd. K4, s. 533.

[11] Talemåde for at løbe omkring med en halv eller forkert besked, at gå galt i byen, at blive til nar. En limstang var en stang eller pind besmurt med lim, som tidligere anvendtes til at fange småfugle på. Johnny Kondrup, “Stadier på Livets Vei. Kommentarer”, SKS, bd. K6, s. 149.

[12] “Stadier på Livets Vei”, SKS, bd. 6, s. 88.

[13] Et sådant kollationeringsprogram findes i ovennævnte to Pontoppidanudgivelser, 1997 og 2002. Heri er den [understregede] tekst angivet med blå, den {overstregede} med rød farve. Som et andet, generelt anvendeligt værktøj skal nævnes Peter Robinson, Collate, http://www.cta.dmu.ac.uk/projects/collate/.

[14] Jf. Britta Olrik Frederiksens bidrag i denne bog.

Synoptiske udgaver i elektronisk form, i Varianter och bibliografisk beskrivning, Nordiskt Nätverk för Editionsfilologer. Skrifter. 5, red. af Pia Forssell og Rainer Knapas, Svenska litteratursälskapet i Finland, Helsingfors 2003.