En dag før frokost var jeg på vej til kantinen sammen med en kollega. At vi var på vej hen at spise, er måske sigende for historien, men det vender vi tilbage til. Vi gik og diskuterede en fælles tredje bekendt, der kondiløb. Ingen af samtalens implicerede kondiløber selv og vi var derfor fyldt af forståelige fordomme. Min kollega sagde da: »Ja, det kan gerne være at han lever fem år længere, men han har så også sammenlagt løbet betydeligt mere end fem år for det!«
Det lo vi meget af inden vi satte os ind og fyldte os med kolesteroler og mættede fedtsyrer. Men hvad er det morsomme ved denne historie?
Vi lever i et gennemsækulariseret samfund. Det betyder ikke-religiøst. Hvis præsten i en af vores kirker går på prædikestolen og bruger ord som bodshandling, sone sine synder eller evigt liv er der naturligvis ingen der forstår hvad han siger. Det er ikke ord som hører hjemme i et moderne menneskes selvforståelse. Alligevel må der være aflejret en del vraggods i folkesjælen for: Hvori består det morsomme i denne historie?
Ja, en motionist vil slet ikke synes den er morsom, men det er almindeligt blandt dem, historierne handler om. Motionisten vil hævde at han også, eller endog især nyder den tid han bruger på at løbe samt at løbet øger hans velvære i det daglige og dermed gør hans liv ikke blot længere, men også bedre her og nu. Han vil måske bruge et forfærdeligt grimt ord og sige at han øger sin livskvalitet. Men vi andre, vi er tilsyneladende enige om at livet er godt, at et langt liv er bedre end et kort, at vi kan påvirke længden og dermed godheden af dette liv ved visse handlinger og at disse handlinger nødvendigvis må være ubehagelige. Udsagn af gennemreligiøs karakter.
Du er hvad du spiser forkynder en plakat. Et manende billede: Pigen med ferskenteint, jernmanden Skipper Skræk, fuld af spinat. Du er hvad du spiser.
Og i skolen lærer børnene at spise sundt, ja at leve sundt. Grundtanken er at noget mad er sundt og kan afgrænses i en klasse klart adskilt fra resten som i konsekvens heraf er usundt. Mennesket vælger gennem sin fødeindtagelse og levevis klasse, sunde og usunde, på de frugter du spiser skal du kendes.
Der er jævnligt folk der mener, at når sundhedssektorens begrænsede ressourser skal fordeles, ja, da må man dog prioritere mennesker der gennem en sund levevis har gjort sig fortjent hertil. God moral. Men nu blir det farligt: For nu netop to tusind år siden gik en mand rundt i jødeland og agiterede for tolerance overfor andres måske ikke dadelfri tilværelse. Han udtrykte sig ironisk på denne måde: »Gud lader jo sin sol stå op over gode såvelsom onde og lader det regne på både retfærdige og uretfærdige.« Også et manende billede, jeg ser for mig den retfærdige gå gennem Jerusalems gader, regnen fosser ned - på alle de andre!
Det er jo imidlertid en religiøs argumentation der ikke uden videre kan godtages i et sækulært samfund som vores. Eller hvordan?
Hvis et menneske siger til dig: »Jeg har sådan en dårlig samvittighed,« hvad svarer du da? Så svarer du ikke: »Hvem har du slået ihjel?« eller »Hvad har du gjort?« Du spørger: »Hvad har du spist?« Evt. bekender vedkommende at han burde gøre mere gymnastik eller ryge eller drikke mindre.
Det moderne samfund er ikke sækulariseret. Det er gennemsyret af dårlig nyttemoral, misforståede kristne brokker og religionserstatning. Vi trænger til en ny åndelig rørelse, en vækkelse. Vi vil danne en ny sekt, lad os kalde den culpisterne, det er afledt af det latinske ord for synd: culpa. Sekten skal fremme en ny og glad forståelse for hvad synd og skyld er for noget. Og vi vil begynde med at slå fast at synd ikke er noget man spiser.
God morgen.
Scenen er de sene halvfjerdsere, i kollektivets køkken, Mikael og jeg. Den ene vasker op, den anden tørrer af og inde i stuen sidder vores kvinder og diskuterer efter middagen. Da er det han udbryder: »Vi er ofre for historiens retfærdighed. Vore fædre ville på denne tid have siddet inde ved den knitrende kaminild med hver sit glas cognac. Til gengæld står vi nu her og vasker op!« Det grinte vi lidt af. For rigtigt alvorligt kunne vi jo ikke tage det. Selvfølgelig er der ikke noget der hedder historisk retfærdighed eller kollektiv skyld. Eller hvordan?
I politik møder man begreberne i to former:
Den ene er i det tilsyneladende, totale fravær af kollektiv skyld: Når man i en vis del af det politiske spektrum taler om »Danmark for danskerne« må det jo grunde i en forudsætning om at landet er vort som følge af egen fortjeneste. Eventuelt som følge af forfædrenes fortjeneste, i hvilket tilfælde en vis historisk retfærdighed, eller i hvert fald historisk ret, gør sig gældende.
Omvendt må man slutte at de fremmede, de der lider under sult, krig, naturkatastrofer eller økonomisk udbytning gør det af egen skyld. De kunne bare være blevet født på den rigtige side af jorden eller også i tide have udviklet en teknik og et demokrati som her i det lune Nord. Det er jo imidlertid ikke rigtigt. Man skal vel ikke være vulgærmarxist for at indse at når nogle områder i verden er fattige, skyldes det at de rige områder har tjent deres penge på det igennem mange år. At 1800'tallets imperier og kolonialiseringer trækker deres lange spor op gennem historien.
Det er en helt anderledes form for kollektiv skyld vi møder i de politiske undskyldninger. Statsministeren undskylder overfor Thulearbejderne. Den amerikanske præsident undskylder overfor indianerne. Paven undskylder Vatikanets passivitet overfor jøderne i Det Tredje Rige. Det er vist det der på nudansk kaldes et vigtigt signal, og som sådant kan det vel nok have en effekt. Det kan være helt fint at få at vide at Amerikas præsident nu ikke længere opfatter indianerne som hovedfjenden - en ven er en fjende der ikke længere er farlig. Men som kollektiv skyld betragtet er undskyldningen unægtelig mest værd hvis der følger en kontant erstatning med og gerne også en ændret holdning fra den nuværende præsident, regering, pave. For påtager vi os virkelig et fædrene ansvar og erkender deres synder må vi jo også angre og dermed ønske at godtgøre de skadelidte - og her er vi klart ude på politisk sprængfarlig grund, dvs. noget som koster penge.
Så langt, så godt. I sin umiddelbare fremtræden er den dårlige samvittighed et positiv. Den får os til at gøre os umage og bestræbe os på det gode. Men som god culpist kan jeg ikke acceptere at føle skyld over noget jeg ikke har begået. Uanset hvor glad jeg i øvrigt måtte være for at en eller anden skurk på et passende tidspunkt af verdenshistorien har maget det så at jeg nu lever på grænsens solskinsside. Da ændrer samvittighed karakter og bliver til en uhåndgribelig skyldfølelse, der er det dårligst tænkelige udgangspunkt for handle frit.
God morgen.
Tak i din morgenbøn for at du lever og bor i et land hvor der hverken er vilde dyr, krig, jordskælv eller hungersnød, alle disse ulykker der vælter ud af radioens højttaler og avisernes beretninger. Tak at du ikke er derude. Det kunne du dog ligesågodt have været.
Tak, men lad være med at sige undskyld.
Velbevandrede i det københavnske gadeliv vil nikke genkendende til en tigger som er karakteristisk ved altid at bede om to kroner. »Har du tow krowner?« spørger han i sit særprægede mål. Han har formentlig en ide om, måske endda erfaring for, at dette meget konkrete krav vil få donorerne til at springe de dybsindige overvejelser over, så som: Er det nu moralsk rigtigt at give penge til tiggere? Kommer de ikke bare igen? Hvad bruger de pengene til? Historierne om professionelle charlatan'er der skorer kassen er utallige. Hvorfor bestiller de ikke noget og kan de i øvrigt ikke få kontanthjælp? Springe det over og, kort sagt, ende med at give ham noget, stort eller småt (til dem der ikke har prøvet at føre hånden til lommen kan jeg berette at den videre replik lyder: »eller ti« for endeligt at afslutte med et beroligende: »Det er til mad!«).
For mig selv kalder jeg ham »2-kronemanden«. Sagen er, at i mit hjem, da jeg var barn, kom der jævnligt en tigger som vi kaldte sådan, fordi han altid bad om netop dette beløb (dengang, i parentes bemærket, en uforskammet sum at bede om). Der kom mange af den slags, men de fleste bad mere uspecificeret eller havde en historie de gav til bedste. Af og til tiggede de til mad og fik en madpakke. Af og til fandt vi madpakken i nærmeste affaldskurv. Mine forældre vidste godt at penge ikke ville gå til mad - eller til biografture eller afbetaling på bilen for den sags skyld. De gik til druk. Øl var i den forbindelse en luxus modtageren ikke kunne tillade sig, hvis han skulle holde varmen en nat på en bænk i Fælleden. Så var det sprit, denatureret sprit (det er forresten ikke nogen effektiv måde at få varmen på - éns legemstemperatur synker ganske vist en del, hvilket giver en tilsyneladende varmefølelse, men det er usundt og man kommer til at stinke ganske rædselsfuldt). Derfor fik de helst ikke penge, de fik en madpakke, eller de fik en kop kaffe, eller de blev bedt indenfor. Eller de fik ingenting, men aldrig uden at Far havde anfægtelser i timevis derefter.
En lun sommeraften, hvor jeg sidder og lader et krus godt øl vederfares retfærdighed mens jeg betragter den hendunklende udsigt over Sortedamssøen, hører jeg bag mig en velkendt stemme: »Har du tre krowner?« Ak ja, inflationen får os alle til sidst. Jeg har ikke tre kroner, så jeg siger nej da han kommer til mig. Jeg tror nok, jeg måske har en tyver, men vil ikke se efter og derpå sige nej, eller bede ham give tilbage! Men jeg har det dårligt. Den nedarvede anfægtelse sidder dybt i mig.
Det gør den ikke i alle. Ved nabobordet hører jeg en mand berette at han engang havde svaret manden der spurgte: »Har du to kroner?«: »Ja!« Sikke da en vittig hund! Han havde derpå ikke givet ham noget, men åbenbart nydt at udstille ham i hans sproglige såvel som al mulig anden uformåenhed. Denne mand havde så helt øjensynligt fundet sin vej ud af de moralske dillemmaer i en sådan grad at vi andre skulle høre om det. Han følte ingen skyld. Eller gjorde han?
Menneskets skyld er et grundvilkår. Det kan vi ikke gøre os fri af. Med Søren Kierkegaards ord kan vi sige: Giv tiggeren to kroner og du vil fortryde det, giv ham ingenting og du vil også fortryde det. Vi der i religiøs forstand tilhører culpisterne, de skyldbeviste, tror ikke på at man kan sige sig fri ved at gøre ting eller ved at undlade.
God morgen.
Glæd dig hvis du i dag har andet at gøre end at gå ud på gaderne for at tigge. Og møder du en der gør det, da giv ham to kroner og glem ham igen. Da vil Gud den almægtige tilgive dig din uformåenhed og måske - måske - lade dagens arbejde lykkes for dig.
»I see friends shaking hands, saying 'How do you do'. They're really saying: 'I love you'«.
Det er godt set af Satchmo eller af hans sangskriver. Udtrykket for idel lykke: At alle mennesker omkring én tilsyneladende siger dagligdags banaliteter, men i virkeligheden mener: »Jeg elsker dig«. Udtrykket er måske også lidt optimistisk. Måske. Selv må jeg denne råkolde vintermorgen bekende mig til et andet syn. Det stammer fra supermarkedet. En mor med den treårige i klapvognen eller i indkøbskurven. Det er næsten altid en kvinde (her vil du indvende, kære lytterinde, at det er fordi fædre aldrig går i supermarkedet med deres børn. Måske har du ret. Måske). Ungen smider sin hue på gulvet og moderen skælder ud. »Hold så op!« Og så tilføjer hun: »Det gør du altid!«
Hårde ord i februar mens man står og vrager mellem et kilo økologiske rødbeder og et dyrere glas med 1000 g heraf 750 g drænet vægt. Drænet vægt, hvad skal man dog mene? Jeg skeler til barnet. Det gør han altid. Det lyder jo ondsindet, sådan konsekvent at smide sin hue på gulvet, men barnet ser ikke ondsindet ud. Nærmest lidt ulykkelig. Men den voksne kvinde er forbitret over hans opførsel. Måske mener hun i virkeligheden: »Jeg elsker dig,« men det forkommer ikke sandsynligt. Måske mener hun i virkeligheden: »Din far sætter den altid forkert på«. Måsker er der ingen far? Har hun i virkeligheden råd til alle de varer der ender i kurven, og kunne hun måske spare lidt hvis hun fik tid til at tænke sig om og den irriterende unge ikke sad og smed sin hue på gulvet hele tiden. Og er sagen i virkeligheden at hun skammer sig en lille smule, føler skyld som culpisterne vil sige?
Hele butikken synes sådan en dag fuld af kunder der skælder børn ud og skubber til hinanden. Man skulle ikke tro dette var den vestlige verdens slaraffenland. Et overflødighedshorn. Dårlig én af butikkens varer kan karakteriseres som nødvendighedsartikler. Men alle synes på vej hjem til på forhånd mislykkede festmiddage med svigerforældrene eller frustrerede drukgilder med folk de ikke bryder sig om.
Jeg er ulykkelig. Jeg savner sådan en kæreste. Eller jeg har en kæreste, men vi ønsker os sådan et barn. Eller vi har børn, men ville så gerne kunne flytte ind i et lille hus på Forhåbningsholm Alle. Eller et stort hus på Forhåbningsholm Alle. Jeg kan ikke få den uddannelse jeg søger ind på. Jeg dumper til mine eksaminer. Jeg avancerer ikke på mit arbejde. Jeg er ikke nogen success og jeg skammer mig.
Hvorfor skammer man sig over manglende success? Det er vel ikke mærkeligt at ønske sig mad, bolig, venner eller penge hvis man er sulten, hjemløs, ensom og fattig. Det er sågar heller ikke underligt at mætte, rige og raske folk ønsker det samme, for mer vil mer have. Det der er sært, er at man skammer sig. Som om det er for dårligt at et menneske med alle disse resourcer ikke kan tage sig sammen og være rigtig lykkelig.
Har du nogensinde bedt kære lytter, bedt i bøn, om nogen af disse ting? Eller holdt du, som jeg, op med at bede, den dag du indså alt det du havde allerede, når dit blik kom til at strejfe hjemmets luksus, børnenes legetøj, konens bh? Og følte skyld over ikke at være lykkelig nok.
Reklamen tilsiger os at ønske det vi ikke kan nå. Og den gøder ikke gold jord.
God morgen.
Gå ud og vær stolt. Er du rig, så vær stolt af din rigdom, være det sig på guld eller kvinder. Har du sorg så bær din sorg med stolthed, og syng med en af Satchmos andre sange:
»Nobody knows the troubles I've seen. Nobody knows my sorrows. Nobody knows the troubles I've seen. Glory hallelujah«
»Begik du livet, bedrev du livet, som det givet, du bør og gør, så er det givet, at alt i livet, - det blev dig givet, fordi du tør. For alt i livet, som blev dig givet, er lys og mørke i sammenspil, og har du vovet og har du lovet, og har du svigtet, så var du til. Begik du livet, bedrev du livet, som det er givet, du må og skal, så husk, at livet er blevet givet til dig i kraft af et syndefald.«
[Et Mannakorn, Tom Kristensen 1954]
Digtet er af Tom Kristensen. Det handler om synd og det handler om skyld. Og så handler det også om livet.
Det er ikke et digt jeg har holdt af fra begyndelsen af. Der til er den sidste linie, slaglinien, pointen, mig for fremmedartet, eller skal vi sige, ubehageligt banal: at livet er blevet givet til dig i kraft af et syndefald. At kønsakten mellem to mennesker, der som bekendt er forudsætningen for enhvers liv, i særlig grad skulle være syndig, ja selve synden, og at det er den der sigtes til i selveste skabelsesberetningen om menneskets grundlæggende syndefald. Det byder mig i den grad imod og det undrer mig at en så moderne forfatter overhovedet kan bruge det.
Men som man går og mumler digtet og synger det, - for det er meget sangbart - så forfører det én; med sin rytme, sine varierede gentagelser, sin insisteren og inciteren; så er det blevet mig hvad dets titel siger: Et mannakorn.
Vor tids kristenhed - og Tom Kristensen bærer ikke sit efternavn med urette, også selvom dette digt udkom i en samling med titlen »Verdslige sange« - er fanget imellem den moderne frigjorthed og ældre tiders martrende skyldfølelse. Vi har brug for en ny åndelig rørelse, culpismen, som skal bringe syndsbevidstheden tilbage som drivende kraft i det moderne menneskes liv. Og vores forslag til den nye salmebog er Tom Kristensens Mannakorn.
Begik du livet, bedrev du livet ... Begik og bedrev, ord vi normalt bruger om forbrydelser. Og dog er det givet, at alt i livet, - det blev dig givet, fordi du tør. Synden som den drivende kraft i livet. Svigtet som livsbetingelse.
Mannakorn er betegnelsen på de små skriftsteder som fromme mennesker delte ud da jeg var barn for 50 år siden. De var pakket ind som et tobolalod, og meningen var at som Gud lod manna falde i ørkenen som mad for de hungrende israellitter, sådan skulle den åndstørstende sjæl modtage det og tænke over det: at dette netop er hvad Gud vil sige mig lige i dag.
Men synden er dobbeltrettet som alt i livet, som blev dig givet, er lys og mørke i sammenspil. For synden medfører skylden, og skylden knuser livet. Da er vort eneste håb det de kristne kalder Guds nåde. I den teologiske fagslang kaldet det tilgivelse, ikke den jævne slags som vi mennesker overdænger hinanden med hver gang nogen siger undskyld: Undskyld jeg spørger, det må du undskylde. Statsministeren siger undskyld hele tiden. Men den livsgrundlæggende tilgivelse der er forudsætningen for at vi kan holde os selv ud.
Og har du vovet og har du lovet, og har du svigtet, så var du til.
Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet, du må og skal,
så husk, at livet
er blevet givet
til dig i kraft af et syndefald.
Guds nåde er ny hver morgen.